lørdag den 27. august 2011

Kylling & Grønkål...
Hvad laver man en fredag aften, hvor manden er til sommerfest og man er alene med den lille pige. Det skal være hurtigt og nemt og smage godt? Tiden i køkkenet kan godt være anstrengende med en pige på 20 måneder. Nogle gange er hun ivrig efter at hjælpe, mens hun andre gange slet ikke er interesseret. Det kan selvfølgelig også være at moderens tålmodighed ikke rækker til den "hjælp" hun yder.

Jeg havde lidt Grønkål i køleskabet  fra årstidernes kassen. Grønkål er for mig en gammeldags ingrediens, som jeg har haft svært ved helt at forstå. Den minder mig umiddelbart om Farmor og grønlangkål. Typisk gammeldagsmad, hvor ting er kogt til ukendelighed. Man må kunne gøre noget andet med sådan en ingrediens.

Indkøb havde begrænset sig til 2 kyllingebryster og nogle grovpita. Institutionen lukker nemlig tidligt om fredagen, så det er kun lige det der kan hentes hurtigt i Fakta, som kan købes ind på vej hjem. Hvis man da vil undgå at have datteren med ud at handle efter en lang dag.

Nå, køleskabet rummede også nogle bacontern, noget Pecorino ost og frisk salvie. Så resultatet blev:

Salviesmørstegte kyllingebryster med baconsauteret grønkål

Jeg er blevet inspireret af Jamie Olivers måde at stege kyllingebryster på. Jeg gør et stykke bagepapir vådt og krøller det sammen og vrider vandt ud. Så fungerer det som et låg, og jeg synes brysterne bliver mindre tørre, samtidig med at aromaen fra de krydderier kyllingen steges med bliver holdt inde.

Kyllingen blev stegt i en blanding af smør og olivenolie sammen med hvidløg og salvie.

Bacon og løg røg på en anden pande og da baconen var sprød kon den hakkede grønkål på. Da grønkålen var færdig pressede jeg lidt citronsaft over og rev store flager Pecorino i. Jeg lunede et par grove pitabrød og rørte en lille Thousand Island dressing med creme fraiche 9%, ketchup (Heinz den nye med mindre salt og sukker), lidt citronsaft, masser af paprika og lidt salt og peber.

Det blev til et hurtigt og lækkert måltid på en stille fredag aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar